Holdninger bag organisering.dk
Organisering har fordele
Det er godt, at arbejdsmarkedet er organiseret. At lønmodtagerne er samlet i fagforeninger, og arbejdsgiverne er samlet i arbejdsgivernes organisationer. Og at de to parter gennem en overenskomst bliver enige om løn og arbejdsvilkår.
Det organiserede arbejdsmarked er en fordel for alle: Lønmodtageren, arbejdsgiveren og ikke mindst for hele samfundet.
Lønmodtageren står aldrig alene, men sikrer gennem sit medlemsskab af en fagforening for eksempel:
- Gode og trygge ansættelsesforhold med minimumsløn og maksimal arbejdstid
- Gennemskuelige aftaler
- Kompetent hjælp ved arbejdsløshed i en A-kasse med ekspertviden om branchen og faget
- Et miljø for faglig udvikling
- Adgang til relevant uddannelse i fagforeningen
- En professionel og branchekyndig støtte, hvis der opstår problemer på jobbet eller med ledighed.
Arbejdsgiveren har:
- En klar aftaleramme
- Sikkerhed for stabilitet i løn og andre forhold, så længe overenskomsten løber
- En fælles aftalepartner
- Et fagligt miljø i sin organisation
- En engageret arbejdsstyrke
- Indflydelse lokalt i råd, nævn, udvalg, erhvervsskolebestyrelser og lignende som arbejdsgiverforeningen udpeger
- Samarbejde med de lokale fagforeninger
- Udvikling af arbejdspladsen i samarbejde med tillidsrepræsentanten.
Samfundet som helhed har nogle overordnede fordele. Organiseringen
- involverer de over to millioner medlemmer i den politiske proces,
- opbygger gennem fagbevægelsens oplysning og undervisning en stor bevidsthed om produktionslivets vilkår,
- giver et tillidsmandskorps - i LO alene på 22.000 medlemmer - der løser en stor social opgave for deres kolleger,
- giver kompetente fagforeninger, der kan hjælpe medlemmerne i vanskelige, sociale situationer og
- medfører faglige A-kasser, der har forstand på det arbejdsmarked, medlemmerne skal arbejde på - eller søge arbejde på.
Der er derfor gode grunde til at kaste kræfterne ind på at bevare og udbygge "Den danske Model". Et samfund, hvor den faglige organisering har ydet sit til velfærd, muligheder og
fredelig konfliktløsning.
Det kan nytte
Selv om LO-fagbevægelsen for øjeblikket er under pres, er der slet ingen grund til at spå dens bortgang. Gennem undervisning og praksis har vi erfaret og bevist, at argumentation, aktivitet, faglig fantasi og oplysning giver flere medlemmer. Tilfredse medlemmer.
Men vejen er ikke nem, og den gås ikke ved at bruge millioner. Den nås ved at lave godt arbejde for medlemmerne, ved at lytte og handle og ved at tage ikke-medlemmer alvorligt.
Hver gang skal man tænke og opfinde nyt, og det gode organiseringsarbejde forudsætter et godt og kreativt samarbejde i hele fagforeningen.
Derfor arbejder vi med mange discipliner: Retorik, ledelsesteori, kommunikationspsykologi, journalistik, idéudvikling, layout og højt humør. Altid i respekt for den, der skal udføre det egentlige arbejde.
